Introduktion
Her kan du læse handelsbetingelser for køb af månedskort og dagsbillet til svømmehallen, billetter til wellness og events, børnefødselsdage, gavekort og badeudstyr. Find vej til det konkrete emne ved at anvende indholdsfortegnelsen i venstre side. Hvis du ikke kan se indholdsfortegnelsen, så klik på den gule bold.
Månedskort - generelt
Et månedskort giver adgang til Værløse Svømmehal 1 gang dagligt i den offentlige åbningstid for kortholder til svømmesalen og ikke wellnessafdelingen. Månedskort udløser ikke rabat til wellness.
Et månedskort er personligt og må ikke benyttes af andre, og det må heller ikke overdrages til en anden person.
Oprettelse
Ved ønske om et månedskort til svømmehallen skal der oprettes en profil via https://vaerlosesvommehal.halbooking.dk/
Her udfyldes oplysninger, der er relevante i relation til de varer, der kan købes i systemet. Ved månedskort bliver fødselsdato brugt til at præsentere mulighed for månedskort som enten barn, voksen eller pensionist. Ved oprettelse af profil (konto) til børn, skal der tilknyttes betalingskort fra ex. forælder. Det er et voksenansvar at en konto til børn har de rette oplysninger.
Billet som barn er mulig fra 3 - 15 år, voksen fra 16 år og pensionist fra folkepensionsalderen. Det er ikke muligt at registrere sig som førtidspensionist, så det sker ved at vise dokumentation i svømmehallens Billetsalg og tilkøbe månedskort pr. gang i Billetsalg.
Vælg billettypen med DK logo og ”Månedskort som abonnement ”, når du ønsker, at dit månedskort skal fornyes ved automatisk betaling.
Chiparmbånd
Der skal bruges et chiparmbånd for at få adgang til svømmehallen. Efter oprettelse af profil og køb af månedskort online skal du henvende dig i Billetsalg ved første besøg. Hvis du allerede har et chiparmbånd, skal det registreres med dit månedskort i Billetsalg, og har du ikke et chiparmbånd, skal det tilkøbes for kr. 60.
Lukkedage og driftstop - månedskort
Der gives ikke refusion eller forlængelse af perioden på månedskort som følge af helligdage ved jul og nytår og øvrige annoncerede lukkedage som ex. svømmestævner eller div. driftsstop.
Bero - månedskort
Forud for ex. ferie er det muligt at sætte månedskortet i bero via profilen https://vaerlosesvommehal.halbooking.dk/
På “Din forside - Månedskort” skal du klikke på ”Se mere / Opsig / Bero”.
Perioden skal være på mindst 7 sammenhængende dage og sammenlagt max. på 50 dage i et kalenderår. Systemet forlænger automatisk udløbsdato på månedskortet.
Ved ønske om at svømme før udløbet af de min. 7 dage, skal der tilkøbes dagsbillet.
Udelukkelse
Ved misbrug af månedskortet kan Værløse Svømmehal opsige enhver aftale uden yderligere varsel, og der vil ikke ske tilbagebetaling af resterende periode på kortet.
Månedskort som abonnement
Med et månedskort som abonnement skal du som udgangspunkt ikke tænke på at forny månedskortet, da der sker en automatisk betaling som træk på det tilknyttede betalingskort.
Registrering af betalingskort
Ved køb af
abonnementsaftale godkender du, at Værløse Svømmehal er berettiget til at
gennemføre transaktioner på dit tilknyttede betalingskort, så længe
abonnementet løber.
Når du har registreret et betalingskort, vil du også kunne vælge at benytte
dette kort, når du skal betale for andre varer i kurven som billet til wellness
og events.
Det er dit ansvar at sikre, at dine kontakt- og kortoplysninger på din profil
er opdateret og korrekte. Du kan til enhver tid angive et nyt kort til
erstatning for det eksisterende.
Kortet kan slettes, hvis du ikke har et aktivt abonnement, der trækkes via kortet. I så fald skal dette opsiges, før end kortet kan fjernes jf. punktet ”Opsigelse”.
Kortoplysningerne registreres og opbevares sikkert hos NETS, som er en PCI DSS certificeret betalingsgateway.
Betaling
Ved køb af månedskort med automatisk betaling oprettes der et automatisk kontotræk på det tilknyttede betalingskort.
Værløse Svømmehal er alene berettiget til at gennemføre betalingstransaktioner på abonnementsbeløbet for den kommende abonnementsperiode. Ved oprettelse af abonnement midt i en måned vil der beregnes et beløb, der svarer til de resterende dage i måneden og første hele måned. Herefter trækkes der månedligt det gældende abonnementsbeløb, der svarer til en kalendermåned.
Hver betaling vil være synlig på ”Din forside / Fakturaer” senest d. 24. måneden, hvor beløbet reserveres på dit betalingskort før fornyelsen. Betalingstransaktionen gennemføres den 1. arbejdsdag i måneden, hvorefter der fremsendes kvittering til den e-mailadresse, der er oplyst på ”Din profil”.
For sen betaling
Hvis der ikke kan udføres det automatiske kontotræk, vil månedskortet blive lukket ved start af den aktuelle måned indtil, at Værløse Svømmehal har modtaget det tilgodehavende beløb. Det sker typisk, når et betalingskort er udløbet og nyt skal registreres.
Varsling af ændring i vilkår for månedskort
Væsentlige ændringer i vilkår for månedskort og betingelser varsles med mindst 30 dage.
Ønsker du ikke at opretholde dit månedskort som abonnement, kan det opsiges jf. ”Opsigelse”.
Værløse Svømmehal forbeholder sig ret til at foretage mere almindelige ændringer i eks. åbningstider og undervisning i bassiner.
Opsigelse af Månedskort som abonnement
Ved ønske om at stoppe med automatisk betaling af månedskort skal det ske online fra https://vaerlosesvommehal.halbooking.dk/.
På “Din forside - Månedskort” skal du klikke på ”Se mere / Opsig / Bero”, hvor der er mulighed for at opsige det aktive abonnement med automatisk betaling.
Sker opsigelsen senest d. 15. i måneden, vil månedskortet udløbe ved månedens udløb. Efter udløb kan der vælges at tilkøbe Månedskort på 30 dage, som udløber automatisk.
Sker opsigelsen senere som ex. d. 20. i måneden, vil der ske en automatisk betaling for den kommende måned, og medlemskabet vil dermed være aktivt i løbende måned + 1 måned.
Svømmehallen refunderer ikke ved evt. for sen opsigelse jf. ovenstående.
Månedskort på 30 dage - uden automatisk betaling
Et månedskort uden automatisk betaling er aktiv fra betalingsdagen til 30 dage efter, hvor det automatisk ophører. Et nyt månedskort kan til hver en tid fornyes ved tilkøb.
Betaling kan ske med MobilePay eller kort online eller ved henvendelse i svømmehallens Billetsalg. Online vælges billettypen uden DK logo.
Ønsker du at overgå til automatisk betaling (abonnement), skal du vælge billettypen ”Månedskort som abonnement” med DK logo ved næste betaling online.
Dagsbillet til svømmehallen
En dagsbillet til svømmehallen giver adgang til svømmesalen med 3 bassiner. Billetten giver adgang til 1 indgang og uden begrænsning af tid i den aktuelle åbningstid. Chiparmbåndet afleveres ved udgang.
Der skal købes separat billet ved ønske om adgang til wellnessafdelingen.
Wellness og event billet
Billet købes online pr. hold i wellnessafdelingen eller konkret event.
Billettens gyldighed
Tilmeldingen giver kun adgang i det konkrete hold, som du køber adgang til, uanset om din ankomsttid er efter holdets start. I perioden er der også adgang til svømmehallens øvrige faciliteter. Hvis du ønsker ekstra tid i enten wellnessafdelingen eller svømmehallen, skal der købes ekstra billet.
Afbestilling af tilmelding
Afbestilling skal foregå i bookingsystemet (https://vaerlosesvommehal.halbooking.dk/) mindst 24 timer før det bookede hold / eventen starter. Beløbet sættes i den forbindelse ind på din konto i systemet og vil fremgå af dit ”Kontokort”. En positiv saldo kan bruges ved fremtidige bookinger til wellness og events.
Ved afbestilling mindre end 24 timer før start er der ingen mulighed for refundering uanset årsag, men billetten kan overdrages til en anden person ud fra holdets gældende beskrivelse (M/K og alder).
Aflysning af hold / event
Hvis Værløse Svømmehal bliver nødt til at aflyse hold / event, bliver der sendt SMS til alle tilmeldte på holdet med gyldigt mobil nr. i bookingsystemet.
Uanset tidspunkt for aflysning sættes det indbetalte beløb i den forbindelse ind på din konto i systemet og vil fremgå af dit ”Kontokort”. En positiv saldo kan bruges ved fremtidige bookinger til wellness og events.
Er det ikke muligt at komme en anden gang, kan beløbet returneres til din NemKonto mod oplysning af cpr.nr. eller med direkte overførsel til betalingskort i svømmehallens Billetsalg.
Badetøj og badeartikler
Ved køb af varer i Værløse Svømmehal shop er der 30 dages returret mod fremvisning af gyldig kvittering. Varen skal være i ubrugt stand og med vare- og prismærker på.
Børnefødselsdage
Ved booking betales et depositum på kr. 200,-, der indgår i den samlede betaling af det endelige beløb.
Fødselsdage kan afbestilles senest 14 dage før booket tid. Ved afbestilling senere mister man sit depositum på kr. 200. Restbetaling skal ske online minimum 5 dage før fødselsdagen – link til betaling kommer i mail 8 dage før.
Ved aflysning mindre end 24 timer før arrangement, mistes hele beløbet.
Der kan justeres på antal og øvrige bestillinger op til 5 dage før fødselsdagen afholdes, hvor hele restbetalingen også forfalder. Ved for sen betaling mistes booking og depositum.
Gavekort
Gavekort gælder 3 år fra købsdato og refunderes ikke. Gavekort kan benyttes til alle typer billetter samt café- og shopvarer.
Ledsagerkort
Har du et ledsagerkort fra Danske Handicaporganisationer, kan din ledsager komme gratis med dig i svømmehallen og uden pladsreservation til wellnesshold. Der indgår ikke tilbud om snacks og mulighed for at deltage i aktivitet som ex. saunagus i wellnessafdelingen.
Der tilbydes ikke rabat eller gratis adgang til events.
Dokumentation af alder
Børn/deres voksne skal på personalets anmodning ved ankomst kunne vise dokumentation for barnet alder, da børnebillet til svømmehallen kan købes til og med 15. år, og billet til wellnessafdelingen kan købe fra og med 16. år.
Ved bestilling af billet som pensionist skal der på forespørgsel forevises dokumentation jf. reglerne om folkepension og førtidspension, som er de eneste pensioner, der giver ret til rabat.
Bortvisning
Uanset gyldig billet kan personalet til enhver tid bortvise gæster, der opfører sig truende, ikke overholder ordensreglerne og/eller ikke følger personalets anvisninger.
Driftstop
Ved driftstop ydes ikke erstatning på billetten til hverken svømmehal eller wellnessafdelingen, hvis der er mulighed for delvis anvendelse af faciliteter.
Når vi er bekendt med et driftstop, vil du blive oplyst om det ved ankomst og dermed kunne vælge til og fra.
Hvis et driftstop i wellnessafdelingen er ekstra begrænsende for oplevelsen, vil hele holdet blive aflyst. Der kommer automatisk besked til dem, der har købt billet, og beløbet sættes ind på kontoen i bookingsystemet.